1.1 Embryonal periode
Rudimenterne af emballage opstod som beholdere skabt af mennesker til at bruge og opbevare daglige fornødenheder. Disse beholdere, der går tilbage til den palæolitiske æra, blev oprindeligt lavet direkte af naturlige materialer. Folk brugte skaller, frugtsvær, græskar og andre materialer til at holde og transportere mad og vand. Disse tidlige former legemliggjorde imidlertid ikke begrebet emballage fuldt ud og var blot i et embryonalt stadium. For eksempel bruger zongzi sivblade til at pakke glutinøse ris ind, der tjener til at konservere mad.
I denne periode var emballagen enkel i formen, udformet med grundlæggende teknikker og lavet af naturlige materialer. Denne egenskab varede ved i lang tid, med nogle vævede beholdere lavet af bambus, grene og græs, der stadig er i brug i dag. Senere, da menneskers evne til at udnytte naturen blev forbedret, blev der udviklet keramik, som bedre opfyldte emballagens opbevarings- og transportfunktioner. Keramik kom i forskellige former, såsom flasker, potter, bassiner, skåle og krukker. Et bemærkelsesværdigt eksempel er den dobbelt-ørede lille-mundede spidse-bundflaske, et udsøgt neolitisk keramikstykke fra Majiayao-kulturen. Designet til at transportere vand, dens spidse bund gjorde det lettere at synke, dens lille mund forhindrede spild, og dens dobbelte ører gjorde det nemt at bære. Ydersiden blev malet med sorte parallelle linjer, whirlpool-mønstre og prikmønstre, hvilket fuldt ud afspejler emballagedesignets funktionalitet og kunstneriske karakter.
1.2 Vækstperiode
Med tidens løb udviklede manuel behandlingsteknikker sig betydeligt, hvilket førte til skabelsen af mere sofistikerede kunstige emballagematerialer såsom lak, tekstiler og porcelæn. Lak og porcelæn, kendt for deres høje kunstneriske værdi, blev til ikonisk kinesisk kunsthåndværk og karakteristiske emballeringsmetoder.
Fremkomsten af vareudveksling gav anledning til emballage designet specielt til cirkulation. Den tidligste indspillede kommercielle emballage i Kina stammer fra de krigsførende staters periode, som afbildet i historien om "At købe kisten og returnere perlen" fra litterære optegnelser. Den beskrevne "kiste" var en udsøgt dekoreret træpakke: "lavet af magnoliatræ, duftende med kanel og peber, indlagt med perler og jade, prydet med rosenmønstre og trimmet med jadeit." Dette illustrerer tydeligt vægten på luksus og håndværk i emballage i den æra.
Den udbredte brug af papirfremstilling i Han-dynastiet ansporede politisk, økonomisk og kulturel udvikling, hvilket førte til vedtagelsen af papir som et almindeligt emballagemateriale, der gradvist erstattede dyr silke og brokade. Dette markerede begyndelsen på kommerciel emballage i egentlig forstand. Ved det nordlige Song-dynasti drev integrationen af papirfremstillings- og printteknologier udviklingen af råvareemballage yderligere frem. Scener i historiske malerier skildrer travl kommerciel aktivitet, der viser en række forskellige emballageformer. Papir er stadig et af de vigtigste emballagematerialer i dag.
Produktionen af porcelænsvinbeholdere begyndte i det østlige Han-dynasti. Song-dynastiet oplevede et højdepunkt i keramikproduktionen med stadig mere indviklede og forskelligartede porcelænsvinbeholdere. Ming-dynastiets porcelænskar havde karakteristiske blå-og-hvide, doucai- og offerrøde glasurer, mens eksemplerne på Qing-dynastiet omfattede emalje, almindeligt trefarvet og linglong-porcelæn samt antikke replikationsstile. Ud over vin blev porcelæn meget brugt til emballering af hudplejeprodukter, dufte og kosmetik.
1.3 Udviklingsperiode
Den industrielle revolution transformerede kapitalismen fra små værksteder til stor-maskinebaserede-industrier, hvilket berigede mangfoldigheden af råvarer. Med masseproduktion og udvidede markedstransaktioner blev emballage et kritisk led i forsyningskæden. Materialer som glas og metal blev i stigende grad brugt. I Europa udviklede emballage sig fra fokus på grundlæggende opbevaring og transport til en kombination af funktionalitet og æstetik.
De fleste emballager i denne periode indeholdt luksuriøse, farverige og indviklede designs, især kunstfærdige kantdekorationer, der afspejlede fortsættelsen af den victorianske stil og forbindelser til barokkunst. Denne vægt på visuel effekt for at stimulere forbrugernes lyst lagde grundlaget for moderne emballagedesign.
Fra slutningen af det 19. til begyndelsen af det 20. århundrede blev varemærkelove vedtaget for at sikre produktets troværdighed. Banebrydende mærker introducerede individuel poseemballage med tydeligt viste logoer, hvilket forbedrede mærkegenkendelse og forbrugerhukommelse. Dette ansporede til større brandbevidsthed, hvor producenter tilføjede varemærker, kvalitetsgarantier og produktbeskrivelser til emballagen for at overtale forbrugerne og skabe varige indtryk.
Designstile skiftede mod naturalisme og inkorporerede blomster-, rulle- og dyremotiver med bløde kurver og levende farver, påvirket af moderne kunstbevægelser. I 1920'erne dukkede rene, kortfattede designs med dristige geometriske mønstre op, som forlod overdreven ornamentering.
Krigstidens uro i 1930'erne-1940'erne førte til minimalistisk emballage med fokus på funktionalitet med dæmpede farver. Genopretning efter-krig i 1950'erne bragte en stigning i forbrugerismen, drevet af nye materialer som plastik, selvklæbende-etiketter og aluminiumsdåser. Fremkomsten af supermarkeder, kombineret med travl livsstil og køling, gjorde emballage til den primære grænseflade mellem forbrugere og produkter. Den internationale stil, karakteriseret ved enkelhed, funktionalitet og rationalitet, dominerede og understregede hurtig brandgenkendelse på hylderne.
I 1980'erne-1990'erne blev serieemballage mainstream, da virksomheder søgte at fremme produktlinjer. I slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede ansporede den globale miljøbevægelse konceptet om grøn emballage-øko-venligt, genanvendeligt og bæredygtigt design. Dette skiftede emballage mod letvægt, kompakthed og fortaler for miljøbevidst forbrug, og udvidede dens rolle ud over indeslutning, beskyttelse og salg til at omfatte miljøansvar.
